Nu også Sydthy Golfklub med i “Golfring Vest”

Sydthy Golfklub er kommet med i Golfring Vest. Se nedenstående artikel. Prisen for at være med i Golfringen er uændret kr. 600,-. Tilmelding foregår ved at indsætte beløbet på konto nr. 77301567903 – husk at opgive medlemsnummer.

Af A.P. Christensen apll@folkebladetlemvig.dk

Golfsporten oplever i disse år udfordringer på både økonomi og især faldende medlemsantal i klubberne, og det har fire klubber i Nordvestjylland besluttet at tage initiativer til at ændre.

»Vi tror på, at et øget samarbejde mellem golfklubberne er vejen frem i bestræbelserne på både at fastholde de nuværende medlemmer, men også at skabe større interesse generelt for at komme i gang med at spille golf. For os er der ingen tvivl om, at Golfring Vest vil give flere gæster i de fire golfklubber og dermed mere liv og omsætning – både i klubberne, men også i de byer, hvor golfbanerne ligger,« siger formanden for Nordvestjysk Golfklub, Svend Eriksen. I forvejen findes der en lang række rabatordninger mellem golfklubber, men Golfring Vest er et nyt og formaliseret samarbejde, der er rettet mod de fire klubbers næsten 3.000 medlemmer. »Det er en frit-spils-aftale, og det betyder, at medlemmerne i de fire klubber mod en ekstra kontingentbetaling på blot 600 kroner om året kan spille alle de runder, de har lyst og tid til, på de fire baner uden ekstra betaling,« forklarer Svend Eriksen.

Naturligt samarbejde
De fire klubber har i nogen tid arbejdet med etableringen af Golfring Vest, der er blevet positivt modtaget rundt i klubberne. »I Sydthy Golfklub har vi kun cirka halvt så mange medlemmer som de tre andre klubber, der er med i Golfring Vest. Vi har dermed ikke det samme pres på vores bane, så vi glæder os til at se mange medlemmer fra de andre klubber på vores bane, hvor der næsten altid er god plads,« siger Ib Overgaard, der er formand for Sydthy Golfklub.

Der er samtidig tale om fire golfbaner med forskellige udfordringer – fra de åbne baner med masser af vind til en skovbane ved Thisted, der til gengæld er meget smal på nogle af hullerne. »Samlet set for klubbernes medlemmer nye muligheder for at spille på attraktive baner, og det er jo med til at gøre golfspillet endnu mere spændende,« mener Flemming Nielsen fra Lemvig Golfklub. Aftalen mellem de fire klubber blev underskrevet fredag eftermiddag i Struer Golfklub, og de første medlemmer har allerede meldt sig ind i Golfring Vest.

»Nu er vi i gang, og til efteråret vil vi evaluere ordningen,« siger de fire golfklubber, der understreger, at det for medlemmerne er ganske enkelt at tilmelde sig Golfring Vest via klubbernes hjemmeside – og at det i praksis registreres ved indtjekningen på de fire baner, om man er en del af samarbejdet. »Vi forventer, at rigtig mange af vore medlemmer vil være en del af denne ordning, der også indebærer, at alle fire klubber får en økonomisk sidegevinst,« siger Lorenz Hansen, formand for Struer Golfklub.
Golfformænd (002)

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Bestyrelsen.