Klubmester i hulspil afviklet i weekenden

Traditionen tro afholder Lemvig Golfklub først klubmesterskaberne i slagspil, og de 16 bedste resultater – uanset køn og alder – spiller herefter hulspil over en weekend.

Og endnu mere traditionen tro, fulgte over 50 medlemmer med rundt på banen for at se finalisterne spille i den forløbne weekend. De to, der nåede finalen i år, blev Matias Strøm og Rasmus Kongsgaard. Og det blev både en opvisning i rigtig godt spil, men også en spændende dyst, der først blev afgjort på 18. hul.

Der var ikke en sikker vinder i løbet af de 4 timer.  Rasmus var en op efter 1. hul. Matias´ birdie på 3.hul gav balance i regnskabet. Rasmus vandt 4. hul, Matias vandt 7. hul og så svarede Rasmus igen med en birdie på 9. hul og vandt også 10. hul. Matias tog sig af 11. hul, mens Rasmus vandt 12. hul. Spændingen var helt i top. Desværre for Rasmus mistede han et forholdsvis kort put på 13. hul, og det gav Matias fornyede kræfter og tro på mesterskabet. 4 x 18 huller over to dage begyndte at sætte sig sine spor på de to finalister, men de slog begge stadig nogle fantastiske slag på de sidste huller. Matias trak sig sejrrigt ud af dysten og kan nu kalde sig klubmester i både slagspil og hulspil. Herlig underholdning for klubbens medlemmer og fantastisk med den store opbakning.

Dagen blev rundet af med kaffe og kage i klubhuset. Formanden Flemming Gade Nielsen og dommer/turneringsansvarlig Kaj Svenningsen overrakte præmier og blomster til de to spillere samt blomster til klubmestrene i slagspil.

hulspil-2016

klubmesterskaber-2016

 

 

Udgivet i Bestyrelsen.