Nyt æresmedlem i Lemvig Golfklub

Under middagen i Maskinhuset efter den årlige Maskinhusmatch – en match for greenkeepere og frivillige hjælpere på banen – blev Chresten Weibel udnævnt til ÆRESMEDLEM. Han blev dermed klubbens andet ÆRESMEDLEM – den første er Herman Balle.

Formand Flemming Nielsen sagde bl.a. følgende ved udnævnelsen:

”Christen – du har nu i 25 år klippet vores semi rough og tjent penge til klubben ved 15 gange om året at klippe græsset på Feriecentret, og ja – de senere år – endda givet klubben de penge som Feriecentret betalte dig for opgaven.
Du siger aldrig nej til at hjælpe og er med din påpasselighed og akkuratesse omkring græsslåning og brugen af maskinerne en høj værdsat hjælper for greenkeeperne.

Så er du et forbillede på alt det, vi står for i Lemvig Golfklub. Her er vi alle lige, her hjælper vi hinanden, og vi vægter det frivillige arbejde og det sociale liv meget højt. Ydermere er du et gennemsympatisk menneske, der med dit rolige væsen vinder tillid hos alle.

 Der skal ydes noget helt ekstraordinært for at blive udnævnt til ÆRESMEDLEM. Det har du gjort og jeg vil hermed gerne udnævne dig til ÆRESMEDLEM og overrække dig dette flotte diplom”.

Udgivet i Bestyrelsen.