Stillingsopslag – klubsekretær

Udadvendt og serviceminded klubsekretær søges til Lemvig Golfklub

 Vi søger en klubsekretær i Lemvig Golfklub pr. 15. november 2020. Lemvig Golfklub er en veldrevet klub med en god økonomi og en fremragende golfbane. Der er 750 aktive medlemmer og ca. 3.000 greenfee- gæster pr. år. Det er en klub for alle, og der lægges stor vægt på det sociale element. Som arbejdsplads er dynamik, tillid, arbejdsglæde og respekt centrale punkter.

Klubsekretæren vil få en central rolle i klubben med kontakt til klubbens medlemmer, gæster, bestyrelse og øvrige ansatte. Det er derfor vigtigt, at du er udadvendt, serviceminded og god til at tale med alle.

Det vil være en fordel, at du har kendskab til og interesse for golf og er indstillet på en fleksibel arbejdstid – også fordelt over kalenderåret. En stor del af arbejdsdagen vil gå med at servicere medlemmer og gæster – både personlig og via telefon/mail. Det vil være en fordel at have en bred administrativ erfaring, have regnskabsmæssig indsigt og være stærk indenfor IT- systemer – bl.a. C5.

Arbejdet vil bl.a. bestå af:

  • Daglig bogføring – herunder fakturering af kontingent og sponsorater
  • Udfærdigelse af momsopgørelser
  • Ugentlig opgørelse af greenfeeindtægter
  • Kontingentopkrævninger
  • Medlemsregistreringer m.m. i Golfbox – systemet
  • Ansøgninger m.m. i Conventus systemet
  • Vedligeholdelse af klubbens hjemmeside
  • Indgå i et tæt samarbejde med klubbens udvalg om diverse opgaver

Vi tilbyder blandt meget andet:

  • En god arbejdsplads med frihed under ansvar
  • Løn efter kvalifikationer og nærmere aftale
  • En stilling på op til 34 timer med varierende arbejdstider i forhold til sæson

Nærmere oplysninger kan du få hos formand Flemming Gade Nielsen på tlf. 21638289 eller på mail FlemmingGadeNielsen@outlook.dk

Din ansøgning vedlagt CV og eventuelle referencer bedes enten sendt på mail til info@lemviggolfklub.dk. eller pr. post til Lemvig Golfklub, Strandvejen 15, 7620 Lemvig. Ansøgningsfristen udløber den 25. september 2020.

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Bestyrelsen.